Den mest udblokkede teenage-luder...

Detaljer

Oprettet: tirsdag, 18. marts 2008 16:10

Skrevet af Sarte Slyngel

Artikel af: Sarte Slyngel
Billeder venligst udlånt af Sarte Slyngels billede pusher_ bib bib out


Skateboarding er siden Tony Hawk's første 900 til X-games i 1999 blevet brutalt voldtaget af populærkulturens umættelige mediemonster. Amerikanerne har hverken grever, baroner, konger eller komtesser. Hvis du går i krig for Uncle Sam, kan du redde dig en flot medalje, men i den virkelige verden er den største hædersbevisning der kan overgå en civilist at få sit billede på morgenknas-klassikeren Wheaties' æske. I mere end 50 år var det baseballspillere, quarterbacks og basketballidoler der blev pimpet af cornflake-mafiaen, og hvis nogen havde fortalt Tony i f. eks. 1992, at han en dag ville se sit magre fjæs på en æske Wheaties, havde han helt sikkert ikke engang syntes at det var sjovt.

  I reklamer på TV, i biografer, på billboards, i aviserne hvor har skateboarding ikke allerede været en bedøvet hore, der danser for klingende mønt?

   a) Money talks
   b) Skatere, der medvirker i reklamer burde stenes
   c) Et kendt fjæs er penge
   d) Jeg ser ikke TV

  Engang var skateboarding noget, der var moderne i et par år eller 3 med ca. 10 års mellemrum. Tony Alva, Jay Adams og resten af drengene fra Dogtown var rockstjerner i et par år fra 1977-1979, og i 1980-81 var 95% af alle skateparks i USA lukket, og vi bør alle være glade for at nogen i det hele taget holdt industrien i live dengang. I 1987-89 var skateboarding redningen for millioner verden over, der ikke passede ind i den tids højglanslakerede og strengt kategoriserede verden af flippere, diskere og punkere. I 1990-1991 gik den danske skateboardscene på bare et par måneder kollektivt konkurs, inkl. episoder med pistoltrusler partnerne imellem og åbenlyst fusk med tonsvis af decks og gear, der i nattens mulm og mørke blev bortskaffet og skjult, så fogeden dagen efter kun kunne pante i ukurante varer. Og pludselig var det igen den direkte modsætning af cool og status at blive set ridende igennem gaderne på et bræt med 4 hjul.

Akkurat som en lille kerne af dedikerede skatere i starten af 80'erne redefinerede udtryksformen og viste vejen frem, skabte det nærmest verdensomspændende krak i starten af 90'erne, sammen med de første reelt skater-ejede firmaer, en tom scene hvor skateboarding i skjul kunne skifte ham. Da Gator røg i skyggen for sit køllemord, og vertskatingens ukronede konge Tony Hawk måtte forsørge sit sultende spædbarn ved at lave demos i Disneyworld for $50 om dagen, opstod den aparte hybrid mellem streetskating i sin oprindelige form og Freestyle, som på mirakuløs vis overlevede, i form af 39mm hjul, uforklarlige slow-motion tricks og enorme jeans.

   a) Streetskating er ollie kickflips og K-grinds
   b) Jeg var 7 år gammel i 1992. Hvad snakker du om?
   c) Prygl i Parken gjorde mig til alkoholiker
   d) Jeg er 23 og indser nu, at jeg er oldschool

Skatere i 70'erne og 80'erne drømte om at se skateboarding på TV og i bladene - ikke fordi de higede efter den patetiske form for berømmelse der i dag fremelskes af hjerneblæst reality TV og syntetisk skabte idoler, men fordi det broderskab de alle vidste de var en del af, ikke var tilgængeligt på samme måde som det er i dag. Nu har skateboarding indtaget sin fortjente position i den vestlige verdens sociale bevidsthed. Er den omfattende dækning/udnyttelse af sporten/kunsten så svaret på oldschoolernes drømme?

Hver gang skateboarding bliver taget under behandling af den "seriøse" presse sker der noget underligt med journalisten - hele hans/hendes tillærte sans for en nøgtern tilgang til emnet nulstilles, og klichéer som siden tidernes morgen er blevet brugt om skating står i kø for at blive brugt i overskriften; "Akrobater" - "Ekvilibrister" - "Artister" - selv den nemmeste, mindst originale analogi ever dukker op igen og igen: "Alt på et brædt". En dansker, der når til ottendedelsfinalen ved EM i pløjning får 10 gange mere omtale end en dansker, der bogstaveligt talt sætter livet på spil og bliver den samlede vinder af World Cup Skateboardings World Tour.

   a) Man skal være skater for at forstå hvad skating går ud på
   b) Traditionel sport styres af korrupte komitéer
   c) Det er Janteloven in effect - Sandro Dias er folkehelt i sit hjemland
   d) Pløjning er et rush!

Dit skateboard er din censor. Hvis du ikke kan holde til de tæsk du får, inden du lærer at køre på det uden at ligne en børnetegning uddeler det helt af sig selv den dumpekarakter, der får dig til at droppe skateboarding. Derfor er skateboarding så helvedes elsket af reklamefolk - man kan ikke fake at være skater - skateboarding repræsenterer noget ægte i en verden af løgne, samples, falskhed og siliconepatter. Samtidig har skateboarding stadig ingen regler. Der findes ingen trænere i skateboarding. Man går ikke til skateboarding hver tirsdag og torsdag fra 17-20. Når du kører på dit skateboard er det kun dig og dit board der betyder noget - medmindre du er den type, der kigger på kameraet hver gang du lander et trick.

Underligt nok efterligner skateboarding nogle gange den etablerede sportsverden - f. eks. har vi set "landskampe", hvor skatere i fodboldtrøjer "forsvarer landets ære" mod f. eks. ærkefjenden Tyskland.

   a) Det er sgu da ikke noget at hidse sig op over!
   b) Så længe danskere dør under Dannebrog i Irak og Afghanistan nægter jeg at hejse flaget
   c) Danmark vandt. Punktum.
   d) Lad os træne slalom og udfordre Østrig

Nike måtte bruge 15 år og 4 forsøg før de endelig reddede sig en del af multimillion-dollar markedet for skateboardsko. I 84 var Air Jordan 1 den hotteste skatesko, men det var ikke Nike's skyld. Det var fordi Van's var det eneste firma der lavede sko til skatere, og Steve Caballero var den eneste skater med en skokontrakt, og fordi Tommy Guerrero havde dem på i en Independent-reklame i Thrasher. Nu er "Dunks", som egentlig bare er variationer over temaet Air Jordan 1 i pinlige farver, hot as shit, og hvis Lakai ikke vil have mig på deres team, så er Nike sgu da en fed sponsor at ha'. 
 
Når Nike, denne uhyrlighed af udbytning, købt cool og enormitet, der komplet erstatter begrebet firma/brand med et uundgåeligt og plagsomt aspekt af alles liv, som konstant hopper op og ned og peger på sig selv, er genstand for en "Exclusive Launch Event" i en skateshop, ser vi så:

   a) skatere der flokkes om stedet fordi det er "Nike"?
   b) skatere der flokkes om stedet fordi der er gratis øl?
   c) skateboardings længe ventede og forudsagte femte "død"?
   d) all of the above?

Fælledparken Skatepark blev bygget omkring 1987, midt i det gamle boom, og for en gangs skyld havde vi noget at takke panserne for - det var bl. a. deres brok over at skulle bruge tid på at buste skatere for at skate på gaderne, der fik Københavns Kommune til at bruge mindre end en skaldet million på at bygge den. Alle har et forhold til Fælledparken - på trods af livsfarlige forhold, umulige ramper, hadefulde rollerbladers og efterårets ubønhørlige kastanjeregn.

Da et crew af gangbangers fra Østerbro engang prøvede at overtage Fælledparken med vold skulle der kun ét telefonopkald til, før 4 biler med hårde drenge fra Staden dukkede op med kæder og køller og ryddede op. Da Københavns Kommune forsøgte at amputere Prygl i Parken ved at kun give tilladelsen på betingelse af at der ikke blev spillet "elektrisk forstærket musik", lejede arrangørerne det største PA-anlæg, de kunne finde.
Nu er der så endelig udsigt til at Fælledparken får sin fortjente opgradering; der skal bygges, skal der. I cement, ja, og pludselig opstår der en hed debat mellem en generation af kids, der vil have ledges og manual pads og handrails, og en anden der drømmer om poolcoping og oververt.

   a) Nørrebroparken er ikke en skatepark
   b) Carving er skateboardings zen
   c) Vi vil alle sammen bare ha' en fed skatepark - alt det andet er bare ego'er
   d) Hvor er freestyle-arealet?

For nylig udgav en kendt københavnsk stand-up komiker i 30'erne en bog, hvor han nådesløst rister og spanker alt og alle fra 80'erne. Der er nok at tage fat på, og alle de natklub-gøglere, TV-personligheder og ugebladsdarlings der fik lov at tegne tiden i aviser og på TV dengang får mere end tørt på i bogen. Når man finder sig selv til en fest nu, tættere på 2010 end på 1999, og ser 19-årige fuckables bounce rundt til Anne Linnets skodbeats og Gnags forstår man hvorfor.

En skarpsynet interviewer spurgte ham, hvorfor startfirsernes skatere, som dengang var mere end synlige i København K, ikke bliver hånet som alle andre i bogen og svaret er, at dem der skatede gaderne i København dengang (da skateboarding var alt andet end trendy) er/var urørlige, ikke bare i deres "fuck dig, luk mig ind og her, pas på mit skateboard indtil jeg går fra klubben"-attitude, men også i dag, hvor enhver jysk friskolegøgler med gamachejeans, dreadlocks og Arafat-klud om halsen kan få et DJ-gig på NASA.

   a) Nutildags claimer alle en fortid som skater
   b) Jeg var ikke engang spædbarn i 81. Hvad snakker du om?
   c) I [heart] cops
   d) Jeg købte mit første skateboard i Mills, og Manden bag disken dissede mig fordi jeg ville ha' pink griptape

Engang var danske skateres eneste kontakt med resten af verden billeder i blade, der kom én gang om måneden. For at lære nye tricks måtte man enten selv finde på dem eller bruge sin forestillingsevne til at regne ud, hvad der skete splitsekunder før og efter billedet i Thrasher/Transworld blev taget. I dag kan enhver iføre sig en shake-and-bake identitet som skater, inklusive fodtøj, beklædning, skude, attitude og frisure via Internettet. Spørgsmålet er, hvad er progressivitet? Hvad er kreativitet?

   a) En boneless one på vert er fresh forever
   b) Stor kunst forudsætter armod
   c) Rick Howard's feeble i Fully Flared ødelægger hele videoen
   d) Den eneste der virkelig står for progressivitet i skating i dag er Danny Way

Tænk før du taler. Tal for dig selv. Prøv at skate alene på et sted hvor du aldrig har været før. Learn to turn. Læs en bog.

• Forrige
• Næste