Copenhell
- Detaljer
- Oprettet: fredag, 11. juli 2014 07:37
- Skrevet af Spandx
I bedste tradition for ublu udnyttelse af dette websites enorme popularitet, havde vi på redaktionen tillusket os et par armbånd til dette års Copenhell på det hedengange skibsværft B&W og med vores legendariske aktualitet er det vist på sin plads her kort efter Roskilde Festivalen, at bringe en lille reportage derfra.
Billeder: Morten Skovgaard, tyvstjålet fra http://www.copenhell.dk/gallery/copenhell-2014/ uden tilladelse.
Da der var lidt rod med akkrediteringen, startede jeg dog lige festivalen af med at besøge den nærtliggende lysthavns restaurant og få en omgang regulært stegt flæsk med en pils og en kop kaffe til. Det kan sagtens anbefales hvis du af uransaglige grunde skulle finde dig i nærheden, måske for at benytte Port 4190 fremragende faciliteter?
Det første band som virkeligt fangede min opmærksomhed var den nye danske ”supergruppe” Blood Eagle, der i den grad fyrede op for de få mennesker der havde fundet frem til dem på Pandæmonium scenen. Med medlemmer fra bla. Volbeat, Mnemic, Hatespehere, Illdisposed og Raunchy blæste de solid deathgrind i fjæset på mig i en så overbevisende stil at jeg trods min alder lige pludselig befandt mig i moshpitten. Find dem på deres hjemmeside: http://site.bloodeagle.info/
Anthrax er jo svære at komme uden om. De fyrede op for de klassikere folk havde forventet, krydret med et par enkelte cover numre, især når de punker metalet har jeg altid været begejstret for dem.
Og så var det tid til aftenens hovednavn, Iron Maiden. Noget af det allerførste metal jeg hørte som purk var Iron Maidens ”Seventh son of a seventh son” og det er svært at komme uden om de klassiske rock riffs bassisten Steve Harris har begunstiget os med. Veloplagte og som altid med en Eddie med på scenen, fyrede de i den grad op for publikum, der taknemmeligt tog imod mens de leverede det ene hit efter det andet. Når man som Bruce Dickinson i sin fritid flyver kommercielle jetfly, er det vist ikke for meget at sige at man har et vist personligt overskud, det delte han så ud af.
Torsdagens program stod på Bad Religion. Jeg har aldrig været fan, de har lavet 1 nummer som de så har brugt de sidste 30 år på at spille igen og igen. De var vist i øvrigt ikke skide begejstret for at spille på en metal festival, så måske derfor stak jeg af efter de havde spillet sangen et par gange.
Mere begejstret var jeg så for IAMFIRE. Endnu et band der før var totalt ukendt for mig og som med tung svensk stoner rock, satte fuld blus på den lille Pandæmonium scene. Jeg er sikker på at vi hører meget mere til dem i fremtiden, start med at tjekke dem ud på deres hjemmeside: https://soundcloud.com/iamfireband
Resten af aftenen drev jeg rundt, kiggede på nostalgiske ”vikinger” der dyrkede rollespil, tøser gejlet helt ud i den største omgang glam, glitter og nitter de kunne finde og aldrende metaltrætte mænd i slidte jeans inden jeg hoppede på cyklen tilbage til civilisationen, Twisted Sister fik jeg ikke set, men stol på mig når jeg siger der var rigeligt med hårspray, lycra og flæser dér.
Fredagen havde jeg desværre ikke tid til at tage til helvedet, så den vil jeg overlade til vores kære formand, Hr. Lübeck om at rapportere fra. Han er alligevel meget bedre udrustet til at håndtere en metal festival end mig.
